Privatlivspolitik Cookiepolitik

Foreningens historie


Forord

Vores navn er hentet fra den nordiske mytologi, hvor Bifrost er den regnbuebro, der forbinder Asgård, hjemstedet for guderne, med Midgård, verdenen for menneskerne. Det siger, at broen er lavet af ild, vand og luft, og den skifter farve, når man bevæger sig over den. Bifrost blev betragtet som den eneste vej, som både guder og mennesker kunne bruge til at rejse mellem de to verdener.

Bifrost blev også set som et symbol på den kosmiske orden og forbundetheden mellem de forskellige riger i den nordiske kosmologi. Det repræsenterede den balance, der skulle opretholdes for at sikre stabilitet og harmoni i universet.

Bifrost er en central del af den nordiske mytologi og har inspireret mange historier, digte og kunstværker gennem tiderne.

Fra seks vinterbadere til et stort fællesskab ved Brøndby Havn

Vinterbadelauget Bifrost blev stiftet den 22. maj 2001 af en lille gruppe mennesker med en fælles begejstring for havet, vinterbadning og det kolde gys.

Dan Møller blev foreningens første formand. Ved stiftelsen talte foreningen blot seks medlemmer - siden er der sket meget.

Fra omklædning i Strandparkens livreddertårne til vores eget arkitekttegnede badehus Isfuglen med sauna på Brøndby Havn. Fra seks medlemmer til i dag mere end 600. Og fra en lille gruppe entusiaster til det fællesskab, Bifrost er i dag.

Det hele begyndte ved stranden

Strandparken gav Bifrost brugsret til de fire livreddertårne i Brøndby, Vallensbæk, Ishøj og Hundige, som kunne bruges til omklædning i vinterhalvåret, når livredderne ikke benyttede dem.

Efterhånden opstod selvstændige vinterbadeklubber i de øvrige områder, og Bifrost samlede sine aktiviteter omkring Brøndby Strand.

Her blev det karakteristiske livreddertårn Bifrosts faste holdepunkt. Tårnet i Brøndby Strand er større end de øvrige, fordi det oprindeligt også fungerede som fyr under anlæggelsen af Strandparken.

Drømmen om et badehus

Allerede tidligt opstod drømmen om bedre forhold for vinterbaderne.

Den daværende formand Dan Møller talte allerede i 2004 om ønsket om et badehus med sauna. Men der skulle gå mange år, før drømmen blev til virkelighed.

Et vigtigt vendepunkt kom i 2014.

Den 23. april 2014 blev Bifrost godkendt som forening under Folkeoplysningsloven med Brøndby Kommune som hjemstedskommune. Kort efter – den 3. maj – sendte foreningen et idéoplæg til kommunen om etablering af et badehus med sauna på Brøndby Havn.

Grete Bille og Ruth Swedenborg besøgte sammen med andre fra foreningen en række vinterbadeklubber for at hente inspiration.

Et af de store ønsker var klart:

Udsigten over vandet skulle være en del af oplevelsen.

Isfuglen bliver til

I november 2019 blev den endelige bevilling til badehus og sauna godkendt og byggeriet begyndte i foråret 2020.

På grund af det begrænsede grundareal måtte bygningen tilpasses stedet. Derfor har huset sin karakteristiske form uden de traditionelle rette linjer.

Isfuglen, er et badehus skabt til stedet, havet og vinterbaderne, og i 2021 blev badehuset finalist ved World Architecture Festival. 

En anderledes indvigelse og rejsegilde

Timingen kunne næsten ikke have været mere uheldig. Netop som Isfuglen stod klar i 2020 var Corona emedemien på sit højeste.

Ved både rejsegildet den 22. juni og indvielsen den 6. november kunne kun ganske få mennesker deltage, og badehuset og saunaen måtte desuden i lange perioder holde lukket og gæsterne både bade fra bryggen uden at kunne komme ind og benytte de nye lækre faciliteter.

Efter så mange års arbejde blev starten derfor noget mere stille end planlagt.

Da samfundet igen åbnede, kunne Isfuglen endelig blive det samlingspunkt, som Bifrost havde drømt om gennem mange år.

Kunst, hav og udsigt

Isfuglen er mere end en sauna og et omklædningsrum.

Arkitekturen er skabt omkring udsigten over vandet, og inde i huset mødes medlemmerne også af kunsten.

På væggen hænger et værk fra Martin Bigums maleriserie Havet. Martin Bigum har selv rødder i Brøndby Strand og har gået på Brøndby Strand Skole.

Kombinationen af havet udenfor og kunsten indenfor er i dag en del af Isfuglens særlige atmosfære.

De to ildsjæle Ruth Swedenborg og Grethe Bille. Grete blev formand i 2013 og var i årene efter stærkt engageret i både foreningen og arbejdet med det kommende badehus. Ruth havde allerede siden 2008 været involveret i forenings- og bestyrelsesarbejdet. Sammen brugte de mange timer på blandt andet projekteringen af Isfuglen.
De to ildsjæle Ruth Swedenborg og Grethe Bille. Grete blev formand i 2013 og var i årene efter stærkt engageret i både foreningen og arbejdet med det kommende badehus. Ruth havde allerede siden 2008 været involveret i forenings- og bestyrelsesarbejdet. Sammen brugte de mange timer på blandt andet projekteringen af Isfuglen.
En flot solnedgang over Isfuglen
En flot solnedgang over Isfuglen
De lille livredderhus hvor det hele startede
De lille livredderhus hvor det hele startede
Sæsonstart og dåb ved Strandbadehuset
Sæsonstart og dåb ved Strandbadehuset